Hus- og Ordensregler for
Frivilligcenter Silkeborg 

 

 

1. Hus- og Ordensreglerne gælder alle brugere af Frivilligcenter Silkeborg.

Ved brugere forstås alle foreninger, organisationer og enkeltpersoner, som anvender mødelokaler eller andre faciliteter i Frivilligcenter Silkeborg. Medlemskab af Frivilligcenter Silkeborg er normalt en forudsætning for at kunne anvende lokaler i huset.

2. Husets åbningstider
Frivilligcenter Silkeborg har daglig kontortid alle hverdage fra 9.00-14.00. Lukning af kontoret i forbindelse med ferier og helligdage fremgår af husets ferieplan, der hvert år i starten af januar måned udsendes til alle medlemsforeninger og faste brugere. Ferieplanen kan desuden findes ophængt i huset eller rekvireres ved henvendelse til kontoret.

Mødelokaler og andre faciliteter i Frivilligcenter Silkeborg kan efter aftale frit anvendes uden for kontorets åbningstid, idet mødelokaler dog altid skal reserveres via kontoret på forhånd. Ønsker man at anvende lokaler i ferier eller i weekender og på helligdage, skal reservation foretages i god tid.

3. Nøgler
Foreninger, der anvender huset uden for kontorets normale åbningstid, kan få udleveret nøgle til Frivilligcenter Silkeborg mod betaling af depositum på 150,- kr. Der udleveres normalt kun én nøgle pr. forening, som udstedes til foreningens kontaktperson. Kontaktpersonen hæfter personligt for nøglen, der ikke må overdrages til andre.

I forbindelse med enkeltstående arrangementer kan der træffes aftale med kontoret omkring adgang til huset og aflåsning efter endt brug.

4. Reservation af lokaler 
Frivilligcenter Silkeborg  råder over 6 mødelokaler, der efter forudgående reservation kan anvendes af alle medlemsforeninger. Ingen forening kan således forvente at råde over sit eget faste lokale, lige som man heller ikke kan regne med at få tildelt det samme lokale, hver gang man har aktiviteter i centret.

Fordeling af mødelokaler foretages altid af kontoret. Der tages så vidt muligt hensyn til ønsker om at få tildelt et bestemt lokale, men af hensyn til optimal udnyttelse af mødelokalerne vil den endelige fordeling afhænge af antallet af mødedeltagere og andre objektive kriterier.


Booking af lokaler til møder eller andre aktiviteter sker gennem personlig, skriftlig eller telefonisk henvendelse til kontoret.

Der vil blive opsat ugentlige bookinglister/reservationsoversigter på synlige steder i huset.

5. Oprydning og rengøring af lokaler 
Centret skal altid fremstå pænt og ryddeligt. Der bliver gjort rent 3 gange ugentligt, men her ud over er der ikke ansat personale til rengøring og oprydning.

Det er derfor altid de enkelte foreningers/brugeres eget ansvar at holde orden og rydde op efter sig. Alle lokaler skal ryddes op efter brug, borde skal tørres af, og vinduer skal lukkes og haspes. Er der mange mennesker i centret – hjælp hinanden og vær fleksible!

6. Anvendelse af køkkenfaciliteter
Køkkenet står til rådighed for alle husets brugere. Der er adgang til kaffemaskine elkedel, komfur, ovn/mikrobølgeovn, opvaskemaskine, mv. Service, bestik og div. køkkengrej findes i de afmærkede skuffer og skabe i køkkenet og kan frit anvendes af alle brugere.

Forplejning (herunder kaffe/te) medbringes af de enkelte brugere og kan tilberedes i køkkenet. Der er ikke mulighed for at råde over skabsplads i køkkenet til madvarer, el. lign., dog kan kaffe/te, sukker, mv. opbevares fra gang til gang efter aftale med kontoret. Køleskabet er fortrinsvis forbeholdt Frivilligcenter Silkeborg, men kan også anvendes af andre efter aftale.

Brugt service, bestik og andet køkkengrej skal altid vaskes op, og køkkenborde mv. skal tørres af efter brug. Brugt service/køkkengrej kan fyldes i opvaskemaskinen. Hvis denne er fyldt op, vaskes evt. resterende service, bestik, mv. op i hånden. Opvaskebalje, børste og sæbe findes i skabet under vasken.

Brugte termokander skal altid tømmes, skylles og sættes på plads efter brug. Beskidte viskestykker og karklude lægges til vask på gulvet nedenfor vasken, hvorefter en medarbejder ved centret tager sig af det (rene viskestykker og karklude findes i køkkenet).


7. Adgang til PC/Internet og printer
Husets brugere har mulighed for at anvende PC/Internet og printer efter nærmere aftale med kontoret.

Enkelte af de ”faste” foreninger i Frivilligcenter Silkeborg  har ifølge tidligere aftaler etableret deres egen PC-arbejdsplads i huset, men af pladshensyn kan denne ordning pt. ikke udvides. For foreninger med egen PC-arbejdsplads gælder, at de selv er ansvarlige for det opstillede udstyr, herunder at arbejdspladsen til enhver tid fremstår pæn og ryddelig.

8. Adgang til telefon
Foreninger og andre brugere i Frivilligcenter Silkeborg har mulighed for at anvende husets telefon til kortere telefonsamtaler af ”forretningsmæssig” karakter. Instruktion i brug af telefonen kan fås ved henvendelse til kontoret.

Der vil endvidere i særlige tilfælde være mulighed for, at man som forening kan få installeret sin egen telefon i huset. Der vil i så tilfælde skulle etableres en selvstændig telefonlinje, og alle udgifter til etablering og drift af telefonen påhviler den enkelte forening.

9. Kopiering
Brugere i Frivilliogcenter Silkeborg kan benytte centrets kopimaskine. Der kan oprettes en kopikonto for den enkelte bruger/forening, hvor man på forhånd betaler for et antal kopier (til rabatpris), eller man kan få adgang til kopimaskinen ved henvendelse til kontoret.

10. Brug af Frivilligcenter Silkeborg som postadresse
Medlemsforeninger i Frivilligcenter Silkeborg kan anvende centret som postadresse og modtage post ad denne vej. Brug af huset som postadresse skal på forhånd aftales med kontoret, og al post skal adresseres til: Forening XX, Frivilligcenter Silkeborg, Østergade 9,1. sal, 8600 Silkeborg. Foreninger med postadresse i huset får tildelt en brevbakke på kontoret, hvor de selv er ansvarlige for at hente deres post.

11. Opslag, plakater, mv.
Opslag, plakater, mv. må udelukkende opsættes af husets personale. Ønsker en forening at få ophængt informationsmateriale el. lign., kan dette kun ske efter forudgående aftale med kontoret.

12. Rygning
Der må ikke ryges i Frivilligcenter Silkeborg. Rygning skal foregå udenfor.

13. Parkering
Der er mulighed for parkering på på div. offentlige P-pladser i nærheden af Frivilligcenter Silkeborg.

14. Andet
Tvivlsspørgsmål og forhold, der ikke er omtalt i ovenstående bestemmelser, afgøres af den daglige leder af Frivilligcenter Silkeborg. I spørgsmål af mere principiel karakter inddrages evt. centrets bestyrelse.


Vedtaget af bestyrelsen for Frivilligcenter Silkeborg d. 27. februar 2007 
 

> Udskriv  
Frivilligcenter Silkeborg . Østergade 9, 1.sal . 8600 Silkeborg . Tlf: 86 82 00 98 . frivilligcentersilkeborg@gmail.com
Åbent tirsdag, onsdag og torsdag fra kl. 11.00-14.00 samt efter aftale.